En videnskablig undersøgelse af børns erindringer om tidligere liv

Kemal Atasoy, en lille dreng fra Tyrkiet, begyndte meget tidligt i sit liv at fortælle sine forældre, at han engang havde boet i Istanbul, 800 km borte, og at hans families navn havde været Karakas.

Han oplyste, at han havde været en rig armensk kristen, som boede i et stort treetagers hus ved vandet og med en kirke bagved.

Han sagde også, at hans kone og børn havde græske fornavne, og at han kun havde boet i huset en del af året. Kemals forældre var muslimer og de kendte ingen i Istanbul. De undrede sig derfor meget over det, deres barn fortalte, men da sagen blev nøjere undersøgt, viste det sig, at Kemals historie passede fra ende til anden. Hvordan kunne han vide alt dette?

Overalt i verden er der talrige eksempler på, at børn har beskrevet erindringer, der synes at stamme fra et tidligere liv. Helt fra to-treårs alderen er de spontant begyndt at komme med uhyre præcise detaljer som navne, steder, erhverv, familierela­tioner og dødsårsager ? oplysninger, som hverken barnet eller dets familie har haft nogen mulighed for at få kendskab til. Husker disse børn virkelig begivenheder fra tidligere liv, eller er der tale om fri fantasi?